Du spørger måske dig selv, “hvordan laver man egentlig den perfekte flæskesteg”? The Hungry Dane kommer med et godt bud.
Vinterkulden er over os og julen nærmer sig. Det er nu endelig årstiden hvor den saftige flæskesteg med knasende sprøde svær er et must på julebordet.
En mør og saftig flæskesteg med knasende svær er noget der kan få de fleste danskere til at spilde mundvand.
Der findes mange forskellige måder, at lave en flæskesteg på. Men vi har sammensat en opskrift der spiller hver gang. The Hungry Dane vil nu give dig vores bud på en nem og lækker opskrift på dansk flæskesteg, som giver sprøde svær og saftig kød hver eneste gang.
Følg med herunder og blive klogere på en dansk klassiker og på vores bud på “sådan laver man flæskesteg” The Hungry Dane way.
Se resten af vores danske opskrifter her.
Hvilket køkkenudstyr skal man bruge?
- Skærebræt
- Bradepande
- Staniol
- Kokkekniv
- Ovn
Ingredienser til The Hungry Dane Flæskesteg
Til 4-5 personer: (Vurdér hvor meget i kan spise og køb derefter. The Hungry Dane mener, at alle ved bordet burde få ca. 200-300 gram pr. person.
- 1300 gram flæskesteg
- Kogende vand
- Salt
- 3 Laurbærblad tørrede
- Hele nelliker
- Peberkorn sorte
- Frisk timian
Hvor lang tid skal flæskestegen have?
Forberedelsestid: cirka 10 minutter.
Ovntid: 1 time og 50 minutter (i en forvarmet ovn på 200 grader)
Så dét nu – Sådan laver man den perfekte flæskesteg!
Sådan laver man flæskesteg:
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Læg flæskestegen i midten af bradepanden med skindsiden nedad.
- Hæld kogende vand i bradepanden så sværene lige akkurat dækkes.
- Sæt stegen midt i den forvarmede ovn og giv den 20 minutter.
- Tag stegen ud af ovnen.
- Vend stegen om, så skindsiden vender op.
- Undersøg om sværene er snittet tilstrækkeligt over det hele (nogle gange går det lidt stærkt for slagteren). Brug de eksisterende snit som guideline. Du skal ikke snitte helt ned i kødet.
- Kom godt med salt på sværene (ikke voldsomt meget, men alligevel godt). Gnid let med fingrene henover sværene, så saltet finder vej ned i rillerne.
- Tag noget staniol og krøl det ind under stegen i den side, hvor stegen skal løftes: Det er vigtigt, at oversiden er nogenlunde lige og jævn, så hel oversiden udsættes for den samme tilberedning. Det, der ofte går galt, er, at al saft og fedt fra sværene aldrig når op til overfladen og ud af sværene, og det giver bløde flæskesvær.
- Læg laurbærbladene ind under stegen og fordel nelliker, peberkorn og timiankviste rundt om. Mange stikker laurbærbladene ned mellem sværene, men det dette er udelukkende for syns skyld og gør INTET for smagen! Når bladene ligger under flæskestegen, kommer de, sammen med de andre krydderier, til at koge i lagen, og det bliver til en skøn sauce. Sæt eventuelt nogle ekstra laurbærblade ned mellem sværene, hvis du gerne vil pynte din flæskesteg.
- Sæt stegen tilbage i midten af ovnen ved 200 grader varmluft og lad den stege i halvanden time.
- Tag flæskestegen ud af ovnen og lad den stå og hvile og trække i bradepanden i 15 – 20 minutter. Det er vigtigt at lade den hvile, inden du skærer den ud i skiver, så al den gode saft ikke løber ud, så snart du begynder at skære i stegen. Du skal ikke være bange for, om din flæskesteg står og bliver kold imens – det gør den ikke!
- Skær stegen ud i passende skiver.
- Tid til hygge.
Nu er din flæskesteg i ovnen
Nu hvor din flæskesteg er i ovnen og du har lært hvordan man laver en flæskesteg på The Hungry Dane manér, så kan vi fortælle dig lidt om hvorfor danskerne spiser flæskesteg og hvordan traditionen opstod.
Julemenuen er den samme år efter år (for de fleste), og sådan har det været meget længe. Men hvorfor det? Hvorfor er det netop flæskestegen som er fast gæst ved julebordet?
Traditionen startede i 1800-tallet
Helt tilbage i slutningen af 1800-tallet blev de danske køkkener forbedret i takt med moderniseringen, og komfuret begyndte stille og roligt at blive fast inventar rundt omkring i hjemmene. Pludselig kunne man have gang i både gryder og pander, og dét skulle selvfølgelig udnyttes, når der skulle være julefest.
Der var nu mulighed for at gøre julen til en særlig fest med både flæskesteg og alverdens lækre tilbehør.
Inden komfuret blev allemandseje, var det normalt at sende sin steg, hvad end det var ande-, gåse-, eller flæskesteg, til den lokale bager for at blive stegt.
Denne danske tradition er indskrevet i mange af de klassiske julesange.
Der skal flæskesteg på julebordet
Flæskestegen som julemåltid kan spores flere hundrede år tilbage – faktisk helt tilbage til middelalderen. Dengang lod man grisene spise sig fede og mætte hele efteråret. I november blev de slagtet, og i december passede det med at spise grisene til jul, inden de havde ligget for længe i saltlagen.
Flæskestegen var en ganske særlig delikatesse – en delikatesse som danskerne har været lykkeligt forelskede i lige siden.
Derfor skal der tilbehør på bordet
En saftig flæskesteg med sprøde svær er lækker i sig selv, men ekstra tilbehør af diverse teksturer og smage gør underværker.
Skålene på bordet kan være fyldte med kartofler, både de almindelige og de karamelliserede brune kartofler.
Derudover er der også lun rødkål at finde i mængden og selvfølgelig en stor sovsekande med den berømte julesovs.
I 1960’erne kom der også sprøde kartoffelchips på bordet juleaften. Det hang sammen med, at vi fik et større økonomisk råderum, og der blev plads i budgettet til at fremvise noget ekstravagant og nyt på julebordet
Julemiddagen er nostalgisk og vækker gode minder om barndommen. Det skal dufte og smage, som det altid har gjort, mener The Hungry Dane til trods for, at ernæringseksperter i 1980’erne prøvede at få os til at spise kalkun, fordi det er fedtfattigt og ikke mindst billigt. Men INTET slår en god flæskesteg.
Blev du klogere på hvordan man laver en flæskesteg?
Følg vores sociale medier herunder:
Pingback: Sådan laver man hjemmelavet agurkesalat - The Hungry Dane